1Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
2Så skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
3og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
5de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
6men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler
7og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
8Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
9Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
11fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
12Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
13men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
14førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
15Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
16Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
18de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;
19men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
20sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
21Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
22og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.
23De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
24blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;
25han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
26mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
27de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
28men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
29skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
30og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
31Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
32ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
34til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.
35Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
36der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
37tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
38Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
39De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
40han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
41Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
42de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
43Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Nåde på Sinde!
