1Af David. Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid, mine Fingre til Krig,
2min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!
3HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?
4Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.
5HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;
6slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;
7udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
8fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre* er Løgnehånd. { *hvormed man sværger. }
9Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,
10du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
11Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
12I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;
13vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,
14fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.
15Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!
