1Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgnetunge,
3med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
5de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
7lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
9hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
12ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
14lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
15altid være de* HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, { *dvs. Synderne. Sl. 34, 17. }
16fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
18Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
20Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
22Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
23som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
24af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de ser mig.
26Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
28Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
29lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
31thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
