1Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut*. En Miktam** af David til Indøvelse, { *Musikudtryk af ukendt Betydning. / **se til Sl. 16, 1. }
2dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomitterne i Saltdalen, 12.000 mand.
3Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vrededes - vend dig til os igen;
4du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!
5Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.
6Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.
7Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
8Gud talede i sin Helligdom: “Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;
9mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
10Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.”
11Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?
12Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
13Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
14Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
