1Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**. { *se til Sl. 57, 1. / **se til Sl. 16, 1. }
2Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt?
3Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
4Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
5Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
6og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.
7Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
8lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
9Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.
10Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede.
11Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;
12Og Folk skal sige: “Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!”