1Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
2HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
3skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
4Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
5mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
6Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
7jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
8om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
9mine Fjender håner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
10Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
11over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
12mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
14du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
15thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
16Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
17thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
18han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
19For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
20thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
21for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
22at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
23når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
24Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
25Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
26Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
27de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
28som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
29Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
