1Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim*. Af David. En Miktam**, da Filistrene greb ham i Gat. { *Musikudtryk af ukendt Betydning; oversettes almindelig: den stumme Due i det fjerne. / *se til Sl. 16, 1. }
2Vær mig nådig, Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;
3mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!
4Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,
5og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
6De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.
7De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.
8Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
9Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.
10Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.
11Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENS Hjælp skal jeg prise hans Ord.
12Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?
13Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.
14Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
