1Til Sangmesteren. Efter “Morgenrødens Hind”*. En Salme af David. { *Musikudtryk af ukendt Betydning. }
2Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
5På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
7Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
9“Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.”
10Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14spiler Gabet op imod mig som rovgriske, brølende Løver.
15Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
16min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! { *dvs. min Sjæl. }
22Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24“I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!”
26Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
29thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
30De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
31Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
32de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
