1Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
2Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
3thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den griske forbander, ringeagter HERREN.
4Den gudløse siger i Hovmod: “Han hjemsøger ej, der er ingen Gud”; det er alle hans Tanker.
5Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
6Han siger i Hjertet: “Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.”
7Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
8han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
9han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
11Han siger i Hjertet: “Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig.”
12Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
14Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
17du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
18for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
