1En Bøn af David. Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!
2Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig!
3Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem.
4Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl;
5thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig.
6Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!
7På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.
8Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger.
9Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.
10Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.
11Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.
12Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn;
13thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb.
14Frække har rejst sig imod mig, Gud, Voldsmænd i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje.
15Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed.
16Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn!
17Und mig et Tegn på din Godhed, at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
