1En Maskil af Ezraitten Etan. { *se til Sl. 32, 1. }
2Om HERRENS Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.
3Thi du har sagt: “En evig Bygning er Nåden!” I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.
4Jeg slutted en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:
5“Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!” - Sela.
6Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.
7Thi hvem i Sky er HERRENS Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner?
8En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.
9HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig.
10Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.
11Du knuste Rahab* som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. { *se til Job 9, 13; 26, 12. Sl. 87, 4. }
12Din er Himlen, og din er Jorden, du grunded Jorderig med dets Fylde.
13Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.
14Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.
15Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn.
16Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys!
17De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.
18Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;
19thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
20Du taled engang i et Syn til dine fromme: “Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
21jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
22thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
23Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
24jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham;
25med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
26jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
27mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
28Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
29jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
30jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.
31Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
32hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
33da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
34men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;
35jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
36Ved min Hellighed svor jeg én Gang for alle - David sviger jeg ikke:
37Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
38stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru.” - Sela.
39Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;
40Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;
41du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;
42alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
43Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
44hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;
45du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
46afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela.
47Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?
48Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!
49Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela.
50Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?
51Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,
52hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
53Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!