1Til Sangmesteren. Til Liljerne*. Af Koras Sønner. En Maskil**. En Sang om Kærlighed. { *Musikudtryk af ukendt Betydning. / **se til Sl. 32, 1. }
2Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
3Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
4Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
5Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!
6Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.
7Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.
8Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
9af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,
10Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre.
11Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre: Glem dit Folk og din Faders Hus,
12at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
13Tyrus' Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.
14Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;
15fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.
16De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
17Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!
18Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.
