1En Maskil* af David, da han var i Hulen. En Bøn. { *se til Sl. 32, 1. }
2Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
3udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
4Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
5Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
6HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
7Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
8udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på, at du tager dig af mig.
