1HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
2Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøje dit Øre til mig;
3red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
4Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer;
5thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;
6fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
7For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;
8min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
9Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;
10thi mine Fjender taler om mig, de, der lurer på min Sjæl, holder Råd:
11“Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!”
12Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
13lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
14Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
15min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.
16Jeg vil minde om den Herre HERRENS Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.
17Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu.
18indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
19Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
20Du, som lod os skue mangefold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
21du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
22Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
23juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig - og min Sjæl, som du udløste;
24også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.
