1Til Sangmesteren. Al-mahalat*. En Maskil** af David. { *Musikudtryk af ukendt betydning. / *se til Sl. 32, 1. }
2Dårerne siger i Hjertet: “Der er ingen Gud!” Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
3Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
4Afveget er alle, til Hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke én.
5Er de Udådsmænd da uden Forstand, de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?
6Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejrers Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
7Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
