1Til Sangmesteren. En Maskil* af David, { *se til Sl. 32, 1. }
2da Edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks Hus.
3Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
4Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,
5du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
6Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
7Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
8De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
9“Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsed på sin Velstand!”
10Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.
11Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.