1Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham. { *se til Sl. 57, 1. / **se til Sl. 16, 1. }
2Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
3fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
4Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
5Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
6Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej én af de troløse Niddinger! - Sela.
7Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
8Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: “Hvem skulde høre det?”
9Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
10dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
11med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
12Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
13giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
14udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
15Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
16vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
17Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
18Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
