LUKAS 15:1-23

¹Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.

²Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: “Denne tager imod Syndere og spiser med dem.”

³Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:

⁴“Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet ét af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

⁵Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde.

⁶Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet.

⁷Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over én Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

⁸Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer* og taber én Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? { *En Drakme havde omtrent samme Værdi som en Denar, se Matth. 18, 28. }

⁹Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.

¹⁰Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over én Synder, som omvender sig.”

¹¹Men han sagde: “En Mand havde to Sønner.

¹²Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.

¹³Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.

¹⁴Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.

¹⁵Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.

¹⁶Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget.

¹⁷Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.

¹⁸Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,

¹⁹jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!

²⁰Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.

²¹Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.

²²Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne;

²³og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!