1Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og med ham de tolv
2og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare udfarne;
3og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange andre, som tjente dem med, hvad de ejede.
4Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
5“En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op.
6Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde.
7Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det.
8Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt.” Da han sagde dette, råbte han: “Den, som har Øren at høre med, han høre!”
9Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde.
10Og han sagde: “Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.
11Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
12Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste.
13Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.
14Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt.
15Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed.
16Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage, for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
17Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
18Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.”
19Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til ham for Skaren.
20Og det blev ham meddelt: “Din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at se dig.”
21Men han svarede og sagde til dem: “Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gøre efter det.”
22Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige med sine Disciple, og han sagde til dem: “Lader os fare over til hin Side af Søen;” og de sejlede ud.
23Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
24Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: “Mester, Mester! vi forgå.” Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.
25Og han sagde til dem: “Hvor, er eders Tro?” Men de frygtede og undrede sig, og sagde til hverandre: “Hvem er dog denne, siden han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?”
26Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over for Galilæa.
27Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
28Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med høj Røst: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig.”
29Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med, og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne.
30Men Jesus spurgte ham og sagde: “Hvad er dit Navn?” Men han sagde: “Legion”; thi mange onde Ånder vare farne i ham.
31Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i Afgrunden;
32men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det.
33Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
34Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det i Byen og på Landet.
35Da gik de ud for at se det, som var sket, og de kom til Jesus og fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede.
36Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte var bleven frelst.
37Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
38Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
39“Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort imod dig.” Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.
40Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de ventede alle på ham.
41Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme ind i hans Hus;
42thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen om ham.
43Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen,
44hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og straks standsedes hendes Blodflod.
45Og Jesus sagde: “Hvem var det, som rørte ved mig?” Men da alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: “Mester! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte ved mig?”
46Men Jesus sagde: “Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig.”
47Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven helbredt.
48Men han sagde til hende: “Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred!”
49Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens Hus og siger til ham: “Din Datter er død; umag ikke Mesteren!”
50Men da Jesus hørte det, svarede han ham: “Frygt ikke; tro blot; så skal hun blive frelst.”
51Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
52Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde: “Græder ikke; hun er ikke død, men sover.”
53Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
54Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: “Pige, stå op!”
55Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han befalede, at de skulde give hende noget at spise.
56Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke måtte sige nogen det, som var sket.
