SALME 78:2-40

²jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

³hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

⁴vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

⁵Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

⁶at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

⁷så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

⁸ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

⁹- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag* - { *Verset bryder Sammenhengen og synes at være et Indskud andetstedsfra. }

¹⁰Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

¹¹hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

¹²Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

¹³han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

¹⁴han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

¹⁵han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

¹⁶han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

¹⁷Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

¹⁸de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

¹⁹de talte mod Gud og sagde: “Kan Gud dække Bord i en Ørken?

²⁰Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?”

²¹Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

²²fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

²³Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

²⁴og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

²⁵Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

²⁶Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

²⁷Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

²⁸lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

²⁹Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem få.

³⁰Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

³¹rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

³²Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

³³Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

³⁴Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

³⁵kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

³⁶De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

³⁷deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

³⁸Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

³⁹han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

⁴⁰Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!