1Så tog Sjuhitten Bildad til Orde og sagde:
2“Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
3Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?
4Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
6Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
7hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
8thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
9Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
10Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
11Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
12Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
13Dødens førstefødte* æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; { *dvs. Spedalskhed, den værste Sygdom. }
14han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den* styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; { *dvs. Spedalskheden. }
15i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
16nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
17hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
18man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;
19i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;
20de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.
21Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!”