1Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3Stil Sikkerhed* for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? { *Tegnet på, at man går i Borgen for en. }
4Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!
11Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
13vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
14Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
16Mon de* vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?” { *dvs. Håb og Lykke. }
