1Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!
5Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning* kom; { *dvs. Døden. Job 7, 1. }
15du skulde kalde - og jeg skulde svare - længes imod dine Hænders Værk*! { *dvs. Mennesket. Job 13, 22. }
16Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17forseglet ligger min Brøde i Posen*, og over min Skyld har du lukket til. { *hvori man gemmer Dokumenter. Hos. 13, 12. }
18Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.”
