1Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
2blussede Vreden op i Buzitten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
3og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
4Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
5men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
6og Buzitten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: “Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
7jeg tænkte: “Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!”
8Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;
9de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
10derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!
11Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
12jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.
13Sig nu ikke: “Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!”
14Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
15De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
16Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
17Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
18Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
19som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
20tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
21Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
22thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
