1Så tog Temanitten Elifaz til Orde og sagde:
2“Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
3Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
4Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?
5Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
7gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
8Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
9Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
10Derfor var der Snarer omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
11Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
12Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!
13Dog siger du: “Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
14Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!”
15Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
16de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
17som sagde til Gud: “Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?”
18Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.
19De retfærdige så det* og glædede sig, den uskyldige spottede dem: { *dvs. de Gudløses Fald. }
20For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21Bliv Ven med ham* og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; { *dvs. Gud. }
22tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
23Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
24kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
25så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
26ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.
27Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
28hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
29thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;
30han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!”
