14du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
19Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
22Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Dårer,
23lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!