SALME 35:14-27

¹⁴som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

¹⁵Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

¹⁶for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

¹⁷Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste* fra Løver. { *se til Sl. 22, 23. Åb. 6, 10. }

¹⁸Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

¹⁹Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

²⁰Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;

²¹de spærrer Munden op imod mig og siger: “Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!”

²²Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

²³rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

²⁴døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

²⁵Og sige i Hjertet: “Ha! som vi ønsked!” lad dem ikke sige: “Vi slugte ham!”

²⁶Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

²⁷Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: “Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!”