35kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
41De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42hans Hånd kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
43da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
44forvandled deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,