5Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
6Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
7Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
8ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
9Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
10Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
11de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
12Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13Det var ikke en Fjende, som håned mig - det kunde bæres; min uven ydmyged mig ej - ham kunde jeg undgå;
14men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
15og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
16Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
17Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
18Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
19og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
20Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
21På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
22Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.