SALME 39:3-8

³Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

⁴mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

⁵Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

⁶Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

⁷Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

⁸Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.