17Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
19Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! { *dvs. min Sjæl. }
22Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24“I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!”
26Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
29thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
30De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.