SALME 18:2-21

²Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!

³HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!

⁴Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁵Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

⁶Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

⁷i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Øren!

⁸Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

⁹Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

¹⁰Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

¹¹båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

¹²han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

¹³Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

¹⁴HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

¹⁵Han udslynged Pile, adsplittede dem*, Lyn i Mængde og skræmmede dem. { *Fjenderne. 1 Sam. 7, 10. }

¹⁶Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trussel, HERRE, for din Vredes Pust.

¹⁷Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

¹⁸frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

¹⁹På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

²⁰Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²¹HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;