LUKAS 1:55-75

⁵⁵imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre.”

⁵⁶Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen.

⁵⁷Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

⁵⁸Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.

⁵⁹Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.

⁶⁰Og hans Moder svarede og sagde: “Nej, han skal kaldes Johannes.”

⁶¹Og de sagde til hende: “Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.”

⁶²Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes.

⁶³Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: “Johannes er hans Navn.” Og de undrede sig alle.

⁶⁴Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud.

⁶⁵Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

⁶⁶Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: “Hvad mon der skal blive af dette Barn?” Thi Herrens Hånd var med ham.

⁶⁷Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde:

⁶⁸“Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk

⁶⁹og har oprejst os et Frelsens Horn* i sin Tjener Davids Hus, { *en kraftig Frelse. }

⁷⁰således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid,

⁷¹en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os,

⁷²for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt,

⁷³den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,

⁷⁴at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt,

⁷⁵i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage.