1Zifitterne kom til Saul i Gibea og sagde: “Mon ikke David holder sig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!”
2Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3.000 udsøgte Mænd af Israel for at søge efter David i Zifs Ørken;
3og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen, medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saul var draget ind i Ørkenen for at forfølge ham,
4udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til Nakon.
5Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havde lejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hans Hærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og hans Folk var lejret rundt om ham.
6Og David tog til Orde og sagde til Hetitten Ahimelek og til Joabs Broder Abisjaj, Zerujas Søn: “Hvem vil følge mig ned til Saul i Lejren?” Abisjaj svarede: “Det vil jeg!”
7Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå og sov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sit Hovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham.
8Da sagde Abisjaj til David: “Gud har i Dag givet din Fjende i din Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jeg ikke skal behøve at gøre det om!”
9Men David svarede Abisjaj: “Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem lægger ustraffet Hånd på HERRENS Salvede?”
10Og David sagde endvidere: “Nej, så sandt HERREN lever, HERREN selv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revet bort, når han drager i Krigen.
11HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENS Salvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken, og lad os så gå vor Vej!”
12Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de gik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede; thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldet over dem.
13Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langt borte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem.
14Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: “Svarer du ikke, Abner?” Abner svarede: “Hvem er det, som kalder på Kongen?”
15David sagde til Abner: “Er du ikke en Mand? Og hvem er din Lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en af Krigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men.
16Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENS Salvede! Se nu efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hans Hovedgærde?”
17Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: “Er det din Røst, min Søn David?” David svarede: “Ja, Herre Konge!”
18Og han føjede til: “Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl? Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet?
19Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det er HERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af en Offergave. Men er det Mennesker, da være de forbandet for HERRENS Åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelukket fra HERRENS Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort og dyrk fremmede Guder!
20Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENS Åsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet, som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!”
21Da sagde Saul: “Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David! Thi jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var dyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjort mig skyldig i en såre stor Vildfarelse!”
22David svarede: “Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene komme herover og hente det.
23Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab; HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Hånd på HERRENS Salvede!
24Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte således mit Liv være agtet højt i HERRENS Øjne, så at han frier mig fra al Nød!”
25Da sagde Saul til David: “Velsignet være du, min Søn David! For dig lykkes alt, hvad du tager dig for!” Derpå gik David sin Vej, og Saul vendte tilbage til sit Hjem.
