1Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde: “Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod din Fader, siden han står mig efter Livet?”
2Han svarede: “Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig? Der er intet om det!”
3Men David svarede: “Din Fader ved sikkert, at du har fattet Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!”
4Da sagde Jonatan til David: “Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!”
5David sagde til Jonatan: “I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule mig på Marken indtil Aften.
6Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har sit årlige Slagtoffer der.
7Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke.
8Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl for HERRENS Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel; thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?”
9Jonatan svarede: “Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke lade dig det vide?”
10Da sagde David til Jonatan: “Men hvem skal lade mig det vide, om din Fader giver dig et hårdt Svar?”
11Jonatan svarede David: “Kom, lad os gå ud på Marken!” Og de gik begge ud på Marken.
12Da sagde Jonatan til David: “HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jeg vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og lade dig det vide?
13HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred. HERREN være med dig, som han har været med min Fader.
14Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise HERRENS Godhed imod mig. Men skulde jeg være død,
15så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERREN udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden,
16måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med Davids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!”
17Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi han elskede ham af hele sin Sjæl.
18Da sagde Jonatan til ham: “I Morgen er det Nymånedag; da vil du blive savnet, når din Plads står tom;
19men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der;
20i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til Måls.
21Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er ingen Fare, så sandt HERREN lever.
22Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side af dig, bedre frem! så fly, thi da vil HERREN have dig bort.
23Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN står mellem mig og dig for evigt!”
24David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom, satte Kongen sig til Bords for at spise;
25Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids Plads stod tom.
26Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: “Der er vel hændet ham noget*, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig.” { *3 Mos. 15, 16. 5 Mos. 23, 10 f. }
27Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: “Hvorfor kom Isajs Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?”
28Jonatan svarede Saul: “David bad mig om Lov til at gå til Betlehem;
29han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen, og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge! Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!”
30Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham; “Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel?
31Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig, thi han er dødsens!”
32Jonatan svarede sin Fader Saul: “Hvorfor skal han dræbes? Hvad har han gjort?”
33Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David.
34Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans Fader havde smædet ham.
35Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den Tid han havde aftalt med David.
36Derpå sagde han til Drengen, han havde med: “Løb hen og led efter den Pil, jeg skyder af!” Medens Drengen løb, skød han Pilen af over hans Hoved,
37og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: “Pilen ligger jo på den anden Side af dig, bedre frem!”
38Derpå råbte Jonatan til Drengen: “Skynd dig alt, hvad du kan, og bliv ikke stående!” Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin Herre den.
39Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte Sammenhængen.
40Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: “Tag dem med til Byen!”
41Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen.
42Derpå sagde Jonatan til David: “Far i Fred! Om det, vi to har tilsvoret hinanden i HERRENS Navn, gælder, at HERREN står mellem mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!”
43Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.
