1Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule. Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de derned til ham.
2Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham, forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev deres Høvding. Henved 400 Mand sluttede sig til ham.
3Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabitternes Konge: “Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får at vide, hvad Gud har for med mig!”
4Han lod dem da tage Ophold hos Moabitternes Konge, og de boede hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen.
5Men Profeten Gad sagde til David: “Du skal ikke blive i Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!” Så drog David til Ja'ar-Heret.
6Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine Folk.
7Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: “Hør dog, I Benjaminitter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere,
8siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør.”
9Da tog Edomitten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og sagde: “Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i Nob,
10og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring og Filisteren Goliats Sværd!”
11Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle var kommet til Kongen,
12sagde Saul: “Hør nu, Ahitubs Søn!” Han svarede: “Ja, Herre!”
13Da sagde Saul til ham: “Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham, så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!”
14Ahimelek svarede Kongen: “Hvem blandt alle dine Folk er så betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din Livvagt og højt æret i dit Hus?
15Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste til noget af dette!”
16Men Kongen sagde: “Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit Fædrenehus!”
17Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: “Træd frem og dræb HERRENS Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning derom!” Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENS Præster.
18Da sagde Kongen til Doeg: “Træd du så frem og stød Præsterne ned!” Da trådte Edomitten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod.
19Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.
20Kun én af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar undslap og flygtede til David.
21Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENS Præster.
22Da sagde David til Ebjatar: “Jeg vidste dengang, at når Edomitten Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærer Skylden for hele dit Fædrenehus' Død.
23Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står mig efter Livet, thi du står under min Varetægt.”
