1Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim.
2Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne.
3Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israelitterne ved Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig.
4Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes Rækker, seks Alen og et Spand høj.
5Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje, hvis Kobber vejede 5.000 Sekel,
6og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over Skulderen.
7Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham.
8Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: “Hvorfor drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig!
9Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I være vore Trælle og trælle for os!”
10Yderligere sagde Filisteren: “I Dag har jeg hånet Israels Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!”
11Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de forfærdede og grebes af Rædsel.
12David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til Års.
13Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje;
14David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul;
15og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders Småkvæg i Betlehem.
16Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i fyrretyve Dage.
17Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: “Tag en Efa af det ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til dem i Lejren med det
18og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så, hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem;
19Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og kæmper med Filisterne!”
20Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog Sagerne og gav sig på Vej, som Isaj havde pålagt ham; og han kom til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede Kampråbet.
21Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod Slagorden.
22David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på sine Brødre.
23Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker og talte, som han plejede, medens David hørte på det.
24Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for ham.
25Og Israels Mænd sagde: “Ser I den Mand, som kommer der? Det er for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!”
26David spurgte da de Mænd, som stod om ham: “Hvilken Løn får den, som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den levende Guds Slagrækker?”
27Og Folkene gentog for ham: “Det og det får den, som dræber ham!”
28Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev han vred på David og sagde: “Hvad vil du her? Og hvem har du overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!”
29Da sagde David: “Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et Spørgsmål!”
30Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og Folkene svarede ham som før.
31Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også Saul for Øre, og han lod ham hente.
32Da sagde David til Saul: “Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl vil gå hen og kæmpe med den Filister!”
33Saul svarede David: “Du kan ikke gå hen og kæmpe med den Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin Ungdom!”
34Men David sagde til Saul: “Din Træl har vogtet sin Faders Små kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort fra Hjorden,
35løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den ihjel.
36Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende Guds Slagrækker!”
37Fremdeles sagde David: “HERREN, som har reddet mig fra Løvers og Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!” Da sagde Saul til David: “Gå! HERREN være med dig!”
38Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på hans Hoved, iførte ham en Brynje
39og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet det før. Da sagde David til Saul: “Jeg kan ikke gå dermed, thi jeg har aldrig prøvet det før!” Og David tog det af.
40Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik mod Filisteren.
41Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med Skjolddrageren foran sig;
42og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til.
43Og Filisteren sagde til David: “Er jeg en Hund, siden du kommer imod mig med en Stav?” Og Filisteren forbandede David ved sin Gud.
44Derpå sagde Filisteren til David: “Kom herhen, så skal jeg give Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!”
45David svarede Filisteren: “Du kommer imod mig med Sværd og Spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERRES, Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet.
46I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan kende, at der er en Gud i Israel,
47og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giver Sejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og han vil give eder i vor Hånd!”
48Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde Filisteren.
49Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden.
50Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden.
51Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de;
52men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte, og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat og Ekron.
53Derpå vendte Israelitterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne og plyndrede deres Lejr.
54Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men hans Våben lagde han i sit Telt.
55Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren Abner: “Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?” Abner svarede: “Så sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!”
56Da sagde Kongen: “Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!”
57Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens Hoved i Hånden.
58Saul sagde til ham: “Hvis Søn er du, unge Mand?” David svarede: “Jeg er Søn af din Træl, Betlehemitten Isaj!”
