4medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
5men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved.
6Da sagde HERREN til Kain: “Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved?
7Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!”
8Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
9Da sagde HERREN til Kain: “Hvor er din Broder Abel?” Han svarede: “Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?”
10Men han sagde: “Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden!
11Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd!
12Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!”
13Men Kain sagde til HERREN: “Min Straf er ikke til at bære;
14når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!”
15Da svarede HERREN: “Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!” Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
16Så drog Kain bort fra HERRENS Åsyn og slog sig ned i Landet Nod* østen for Eden. { *betyder omflakken, hjemløshed. }