1Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: “Min Søn!” Han svarede: “Her er jeg!”
2Da sagde han: “Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer;
3tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
4lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!”
5Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,
6sagde hun til sin yngste Søn Jakob; “Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
7Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENS Åsyn før min Død.
8Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
9Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
10bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!”
11Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: “Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat;
12sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!”
13Men hans Moder svarede: “Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!”
14Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
15Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
16Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,
17og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.
18Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: “Fader!” Han svarede: “Ja! Hvem er du, min Søn?”
19Da svarede Jakob sin Fader: “Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!”
20Men Isak sagde til sin Søn: “Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?” Han svarede: “Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!”
21Men Isak sagde til Jakob: “Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!”
22Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: “Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!”
23Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.
24Og han sagde: “Du er altså virkelig min Søn Esau?” Han svarede: “Ja, jeg er!”
25Da sagde han: “Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!” Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
26Derpå sagde hans Fader Isak til ham: “Kom hen til mig og kys mig, min Søn!”
27Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: “Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
28Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!
29Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!”
30Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;
31også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: “Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!”
32Så sagde hans Fader Isak: “Hvem er du?” Og han svarede: “Jeg er Esau, din førstefødte!”
33Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: “Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!”
34Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: “Velsign dog også mig, Fader!”
35Men han sagde: “Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!”
36Da sagde han: “Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig*? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!” Og han sagde: “Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?” { *på hebr. Ordspil med Navnet Jakob. }
37Men Isak svarede: “Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?”
38Da sagde Esau til sin Fader: “Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!” Og Esau opløftede sin Røst og græd.
39Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: “Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;
40af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!”
41Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: “Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!”
42Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: “Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
43adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan,
44og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
45til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på én Dag!”
46Men Rebekka sagde til Isak: “Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!”
