1De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden
2og sagde: “Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!” Men de sagde: “Nej, vi vil overnatte på Gaden.”
3Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.
4Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,
5og de råbte til Lot: “Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!”
6Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
7Og han sagde: “Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
8Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!”
9Men de sagde: “Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!” Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.
10Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;
11men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
12Derpå sagde Mændene til Lot: “Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
13thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem.”
14Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: “Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!” Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
15Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: “Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeskyld!”
16Og da han tøvede, greb Mændene ham, hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
17Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: “Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogetsteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!”
18Men Lot sagde til dem: “Ak nej, Herre!
19Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
20Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!”
21Da svarede han: “Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;
22men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!” Derfor kaldte man Byen Zoar*. { *dvs. ubetydelighed. }
23Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
24lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen;
25og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.
26Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.
27Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HERREN,
28og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.
29Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.
30Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.
31Da sagde den ældste til den yngste: “Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis.
32Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!”
33De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
34Næste Dag sagde den ældste til den yngste: “Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!”
35Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.
36Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
37og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab*; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag. { *Ordspil med me'ab, “fra Faderen.” }
38Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben-Ammi*; han er Ammonitternes Stamfader den Dag i Dag. { *dvs. min Frændes Søn. }
