1Som Sne om Sommeren og Regn om Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
2Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
3Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
4Svar ej Tåben efter hans Dårskab*, at ikke du selv skal blive som han. { *dvs. tåbeligt. }
5Svar Tåben efter hans Dårskab*, at han ikke skal tykkes sig viis. { *dvs. revsende. }
6Den afhugger Fødderne og inddrikker* Vold, som sender Bud ved en Tåbe. { *må finde sig i. }
7Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
8Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
9Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
10Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
11Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
12Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
13Den lade siger: “Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!”
14Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
15Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
16Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
17Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
18Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
19er den, der sviger sin Næste og siger: “Jeg spøger jo kun.”
20Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
21Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
22Bagtalerens Ord er som Lækkerbiskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
23Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
24Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
25gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
26Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
27I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
28Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
