1Visdom bygger sit hus, dårskabs hænder river det ned.
2Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
3I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
4Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
5Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
6Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
7Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
8Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
9Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
10Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
12Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
13Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
17Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
19Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
20Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
22De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
23Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
25Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
27HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
28At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
29Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
30Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
31At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
32Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
33Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
34Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
35En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
