1David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2Han sang: HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
4Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
6Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
16Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENS Trussel, for hans Vredes Pust.
17Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
20Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
26Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
42De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
44Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
46Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
47HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
