1Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da søgte David HERRENS Åsyn; og HERREN sagde: “Der hviler Blodskyld på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeonitterne!”
2Kongen lod derfor Gibeonitterne kalde og sagde til dem - Gibeonitterne hørte ikke til Israelitterne, men til Levningerne af Amoritterne; og skønt Israelitterne havde givet dem edeligt Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israelitterne og Juda søgt at udrydde dem -
3David sagde til Gibeonitterne: “Hvad kan jeg gøre for eder, og hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENS Arvelod?”
4Gibeonitterne svarede: “Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand i Israel!” Han sagde da: “Hvad I forlanger, vil jeg gøre for eder!”
5Så sagde de til Kongen: “Den Mand, som bragte Ødelæggelse over os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være nogetsteds inden for Israels Landemærke.
6lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENS Bjerg!” Kongen sagde: “Jeg vil udlevere dem!”
7Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn Jonatan.
8Derimod tog Kongen de to Sønner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
9og udleverede dem til Gibeonitterne, som hængte dem op på Bjerget for HERRENS Åsyn. Således omkom alle syv på én Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
10Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Dagen eller Markens Dyr om Natten.
11Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort,
12drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa.
13Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte
14og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj' Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet.
15Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med Filisterne.
16Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300 Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde at slå David ihjel.
17Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: “Du må ikke mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels Lampe!”
18Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob. Husjatitten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.
19Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Betlehemitten Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatitten Goliat, hvis Spydstage var som en Væverbom*. { *jfr. 1 Krøn. 20, 5. }
20Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten.
21Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.
22Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.
