MARKUS 6:30-55

³⁰Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.

³¹Og han siger til dem: “Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;” thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise.

³²Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.

³³Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.

³⁴Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.

³⁵Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: “Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.

³⁶Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise.”

³⁷Men han svarede og sagde til dem: “Giver I dem at spise!” Og de sige til ham: “Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer* og give dem at spise?” { *se Matth. 18, 28. }

³⁸Men han siger til dem: “Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!” Og da de havde fået det at vide, sige de: “Fem, og to Fisk.”

³⁹Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs.

⁴⁰Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve.

⁴¹Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.

⁴²Og de spiste alle og bleve mætte.

⁴³Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.

⁴⁴Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.

⁴⁵Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort.

⁴⁶Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede.

⁴⁷Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden.

⁴⁸Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi.

⁴⁹Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.

⁵⁰Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: “Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!”

⁵¹Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv.

⁵²Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet.

⁵³Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der.

⁵⁴Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.

⁵⁵Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.