1Og han sagde til dem: “Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.”
2Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne.
3Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
4Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus.
5Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: “Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.”
6Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede.
7Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: “Denne er min Søn, den elskede, hører ham!”
8Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus alene hos dem.
9Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde.
10Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstå fra de døde.
11Og de spurgte ham og sagde: “De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?”
12Men han sagde til dem: “Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes.
13Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.”
14Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem.
15Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og hilsede ham.
16Og han spurgte dem: “Hvorom tvistes I med dem?”
17Og en af Skaren svarede ham: “Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en målløs Ånd.
18Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.”
19Men han svarede dem og sagde: “O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer ham til mig!”
20Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og fraadede.
21Og han spurgte hans Fader: “Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?” Men han sagde: “Fra Barndommen af;
22og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!”
23Men Jesus sagde til ham: “Om du formår! Alle Ting ere mulige for den, som tror.”
24Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer*: “Jeg tror, hjælp min Vantro!” { *Ordene “med Tårer” mangle i de ældste Håndskrifter. }
25Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Ånd og sagde til den: “Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!”
26Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, så at de fleste sagde: “Han er død.”
27Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
28Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: “Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?”
29Og han sagde til dem: “Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste*.” { *Ordene “og Faste” mangle i nogle af de ældste Håndskrifter. }
30Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det.
31Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: “Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter.”
32Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.
33Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: “Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?”
34Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største.
35Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: “Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.”
36Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem:
37“Den, som modtager ét af disse små Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig.”
38Johannes sagde til ham: “Mester! vi så en, som ikke følger os, uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os.”
39Men Jesus sagde: “Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig.
40Thi den, som ikke er imod os, er for os.
41Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.
42Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet.
43Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
44hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.* { *Verset mangle i flere af de ældste Håndskrifter. }
45Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede,
46hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.* { *Verset mangler i flere af de ældste Håndskrifter. }
47Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede,
48hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
49Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt+. { +Versets anden Halvdel mangler i nogle af de ældste Håndskrifter. 3 Mos. 2, 13. }
50Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!”
