LUKAS 1:28-69

²⁸Og Engelen kom ind til hende og sagde: “Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!”

²⁹Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen.

³⁰Og Engelen sagde til hende: “Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud.

³¹Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

³²Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone.

³³Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme.”

³⁴Men Maria sagde til Engelen: “Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?”

³⁵Og Engelen svarede og sagde til hende: “Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.

³⁶Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

³⁷Thi intet vil være umuligt for Gud.”

³⁸Men Maria sagde: “Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!” Og Engelen skiltes fra hende.

³⁹Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda.

⁴⁰Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth.

⁴¹Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd

⁴²og råbte med høj Røst og sagde: “Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt!

⁴³Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig?

⁴⁴Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

⁴⁵Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren,”

⁴⁶Og Maria sagde: “Min Sjæl ophøjer Herren;

⁴⁷og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser;

⁴⁸thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig,

⁴⁹fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt;

⁵⁰og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

⁵¹Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

⁵²Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.

⁵³Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.

⁵⁴Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed

⁵⁵imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre.”

⁵⁶Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen.

⁵⁷Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

⁵⁸Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.

⁵⁹Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.

⁶⁰Og hans Moder svarede og sagde: “Nej, han skal kaldes Johannes.”

⁶¹Og de sagde til hende: “Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.”

⁶²Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes.

⁶³Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: “Johannes er hans Navn.” Og de undrede sig alle.

⁶⁴Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud.

⁶⁵Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

⁶⁶Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: “Hvad mon der skal blive af dette Barn?” Thi Herrens Hånd var med ham.

⁶⁷Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde:

⁶⁸“Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk

⁶⁹og har oprejst os et Frelsens Horn* i sin Tjener Davids Hus, { *en kraftig Frelse. }