1Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed.
2Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel.
3Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden.
4Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden.
5Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for fremmede,
6hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud værdigt.
7Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at Hedningerne.
8Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne blive Medarbejdere for Sandheden.
9Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke.
10Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør, idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed, tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden.
11Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud.
12Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv; også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.
13Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen.
14Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale sammen.
15Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!
