1Og HERREN talede til Moses og sagde:
2“Sig til Israelitterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Ba'al-Zefon skal I lejre eder ved Havet.
3Farao vil da tænke om Israelitterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
4og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!” Og de gjorde således.
5Da det nu meldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: “Hvor kunde vi dog slippe Israelitterne af vor Tjeneste!”
6Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
7han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere.
8Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israelitterne; men Israelitterne var draget ud under en stærk Hånds Værn.
9Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi-Hakirot over for Ba'al-Zefon.
10Da nu Farao nærmede sig, så Israelitterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israelitterne til HERREN;
11og de sagde til Moses: “Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
12Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen.”
13Men Moses svarede Folket: “Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se HERRENS Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
14HERREN skal stride for eder, men I skal tie!”
15Da sagde HERREN til Moses: “Hvorfor råber du til mig? Sig til Israelitterne, at de skal bryde op!
16Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israelitterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
17Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere,
18og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere.”
19Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem
20og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.
21Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
22Da gik Israelitterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
23Og Ægypterne, alle Faraos Heste, Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
24Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
25og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: “Lad os flygte for Israel, thi HERREN kæmper for dem imod Ægypten!”
26Men HERREN sagde til Moses: “Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!”
27Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne midt ud i Havet.
28Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.
29Men Israelitterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
30Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
31Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener Moses.
