RUT 1

1

2

3

4

¹I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabitternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.

²Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Kiljon, Efratitter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabitternes Land og opholdt sig der.

³Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner.

⁴De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,

⁵døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.

⁶Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabitternes Land; thi hun havde hørt i Moabitternes Land, at HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.

⁷Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land

⁸sagde No'omi til sine to Sønnekoner: “Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig;

⁹HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!” Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt

¹⁰og sagde til hende: “Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!”

¹¹Men No'omi sagde: “Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd?

¹²Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner,

¹³skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har HERRENS Hånd ramt!”

¹⁴De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder*, men Rut klyngede sig til hende. { *til Asked. }

¹⁵Da sagde hun: “Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!”

¹⁶Men Rut svarede: “Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud;

¹⁷hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!”

¹⁸Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende, holdt hun op at tale til hende derom,

¹⁹og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne sagde: “Er det No'omi?”

²⁰Men hun sagde til dem: “Kald mig ikke No'omi*; kald mig Mara**, thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte! { *dvs. yndig. / **dvs. bitter. }

²¹Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?”

²²Således vendte No'omi tilbage fra Moabitternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabitterinden Rut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten.